Personlig branding

Personlig branding

 - ikke kun for de kendte - så nu opfordrer jeg dig til at hoppe ud i det !



Trods opfordringer, var det efter mange tanker og grundige overvejelser, jeg for cirka et års tid siden kastede mig ud i at arbejde systematisk med min personlige branding. På trods af det tog sin tid at komme i gang, er jeg i dag ikke et sekund i tvivl om, at det har en effekt, både for branding af den virksomhed, jeg står i spidsen for men også for mig personligt.

Spørgsmålet er, HVAD man skal brande sig på? Til HVEM? Og HVORDAN? Brandingen og udviklingen heraf har en effekt, og uanset om man ønsker det eller ej, er man sit eget brand – og så kan man jo lige så godt tage magten over det og udvikle det.

Jeg kan stadig komme i tvivl, om jeg føler mig tilrette med det, der kræves af mig personligt. Altså den del, der handler om at eksponere MIG. At bruge sig selv i brandingen, bliver lige pludselig meget personligt og kommer tæt på. Og sådan er der sikkert mange andre, der også har det. Men værdien af brandingen er høj, også på det personlige plan. Jeg møder nye bekendtskaber og udvider mit netværk, modtager nyt input der udvider min horisont, inviteres til at deltage i arrangementer og events der stiller krav til, at jeg kommer udover min komfort zone, opnår tættere relationer til kunder og samarbejdspartnere og meget mere.

Oscar Wilde citatet: ’Be Yourself, Everyone Else is Already Taken’, siger det så fremragende og med det in mente, vil jeg give mine råd videre i forhold til, hvordan jeg kom i gang og hvad, der virker for mig.

Start med at bruge tid på, hvad det er, du gerne vil brande dig på.

Jeg har haft stor glæde af at starte med en grundig afklaring af, hvad indholdet af min branding skal handle om. Jeg fik udviklet en fortælling, som er mit udgangspunkt for alt, hvad jeg kommunikerer om og brander mig på.  

Få lavet en plan.

Det er det lange seje træk, der tæller, og derfor er en plan vigtig. Lidt ligesom en god ‘gammeldags’ version af Kottler’s Marketingplan. Den skal sikre kontinuitet og, at man tager stilling til, hvor mange ressourcer og hvor meget tid, man ønsker at bruge på at fuldføre planen, så den prioriteres i en travl hverdag. Enkeltstående aktiviteter har sjældent den ønskede effekt. 

Husk autenticiteten – der skal være en balance mellem at blive udfordret og det der passer til dig.

For mig har arbejdet med min personlige branding vist sig at udfordre mig en del personligt, hvilket har været og stadig er meget lærerigt. Jeg har erfaret, at det også handler om, at sikre sig, at måden jeg brander mig på (valg af aktiviteter, SoMe mv.) er troværdigt og passe til den person jeg er. Det handler således ikke om at beslutte sig for, hvordan man gerne vil opfattes. Et godt personligt brand kommer indefra, det er ærligt og autentisk. Og det kan det kun være, hvis det er bygget på, hvem du egentlig er, ikke hvem du tror, du skal være.

Have en rådgiver ved hånden.

Det har haft stor værdi, at jeg har haft en rådgiver med undervejs. Min rådgiver har hjulpet med udvikling af fortællingen, sørger for, at der bliver fulgt op på plan og aktiviteter, udfordrer på hvilke aktiviteter, vi skal gennemføre – og ikke mindst står hun klar til at rådgive, hvis mine gode hensigter kan give anledning til en større kritik og ikke alene til konstruktiv dialog, som bestemt er velkommen.

Hvad der virker for dig, kan selvfølgelig være meget anderledes end det, jeg har erfaret, men jeg håber alligevel at ovenstående kan være til inspiration for dig!